Henrik Ibsens skrifter

Jeg ved ikke hvorledes jeg tilfulde skal kunne takke Dem for det fornyede bevis på Deres venskab og velvilje, som jeg modtog gennem den måde, hvorpå De har ordnet den i mit forrige brev omskrevne sag, nemlig ved ​selv at forstrække mig med de manglende 610 spdlr. Kun beder jeg Dem være forvisset om at en sådan ordning ikke lå i min tanke; thi vel kan jeg nu og da gøre brug af Deres venlige tidligere tilbud om forskud, når det

Faksimile

behøves til daglige udgifter; men aldrig kunde det falde mig ind at ville låne penge af Dem for selv at gøre mig dem frugtbringende. Alt, hvad jeg, samtidig med en hjertelig tak, kan sige, er at tilfældet ikke vil gentage sig; og jeg føler min ​forbindtlighedsgæld til Dem så meget mere, som jeg netop i dette øjeblik nødes til at bede Dem om endnu en tjeneste af beslægtet natur. Mine ​rentepenge for 2det halvår er nemlig kun delvis forfaldne den 11te December, resten først ved årets slutning; men jeg tiltrænger den hele sum (400 kroner) endnu før jul, og spørger Dem derfor om De godhedsfuldt skulde ville udfylde og sende mig hele beløbet (450 RmՖ.) skønt det endnu ikke er forfaldent til udbetaling. – De tror visst at jeg er bleven en ødeland eller at her er meget dyrt i München, eftersom

Faksimile

jeg hersteds bruger så mange penge. Ingen af delene er imidlertid tilfældet; men sagen er at vi har været nødt til delvis at møblere vor herværende bolig, hvormed vi nu er færdige, og hvorefter vi for fremtiden altså kommer til at bo så meget billigere; men dette år har været mig ​et dyrt år.

På mit ​nye stykke arbejder jeg daglig og jeg har jo nu fordoblet opfordring til at ​levere manuskriptet så hurtigt som muligt.

Jeg frygter for at jeg i mit forrige brev, da jeg skrev om «Hærmændene» og «Kongsemnerne», ikke har udtrykt min opfatning ganske tydeligt; thi ​De siger at begge var ældre stykker da de kom på det kgl: theaters scene. Ja, ganske visst; men «Hærmændene» var komplet nyt da jeg 1858 indleverede det til theatret, og ligeså «Kongsemnerne» da det indleveredes i 1863, begge ​i manuskript. Derfor

Faksimile

mener jeg at man burde have honoreret begge således, som man vilde været nødt til hvis man straks havde antaget dem. Jeg skriver om dette fordi jeg er sikker på at justitsråd Berner vil følge ​samme taktik ligeover for mit nye stykke; han vil antage det til opførelse men sætte en så lang frist for denne at han ved at vi umuligt indtil da kan holde det ude af boghandelen; og når det så udkommer, vil herr Berner sige, ja nu er stykket trykt; nu må jeg have det så og så meget billigere! –

I denne tid er det 10 år siden jeg ​med uro ventede på udgivelsen af «Brand». Tak for den tid som ligger imellem! Ingen har således som De bidraget til forskellen mellem nu og da for mit vedkommende. Vær forvisset om at jeg aldrig glemmer dette. Med hjertelig hilsen til Deres børn tegner jeg mig